Den romerske digter Juvenal sagde engang: "Mens sano in corpore sano". En sund sjæl i en sund krop. Før ham har utallige gamle visdomstraditioner reflekteret over forbindelsen mellem sind og krop.
I kinesisk filosofi blev menneskets livskraft opfattet som den, der guider os og giver os styrke og sundhed. Denne blev kaldt ”qi”. "Yin" og "Yang" blev beskrevet som de energier, der regulerer det system, der styrer "qi". Hvis den naturlige strøm af qi blev forstyrret, og "yin-yang" konfigurationen var ude af balance, ville personen blive syg eller deprimeret. Denne forstyrrelse af den indre balance kunne skyldes ændrede livsomstændigheder. Ændrede livsomstændigheder omfatter enten:
1) De eksterne trusler i miljøet såsom klima, fysisk skade eller patogener/giftstoffer, eller
2) Hvordan det indre miljø hos personen håndterede følelser, enten gennem overdrevne eller utilstrækkelige følelsesmæssige reaktioner.
I den gamle indiske sundhedsfilosofi, ayurveda (viden om lang levetid), er sindet og kroppen uadskillelige enheder. Den er forankret i Sankhya-filosofien, der siger, at universet blev skabt af ønsket om at eksistere. Denne tanke blev oversat til
opfattelsen af sundhed. Sindet kommer først, kroppen følger efter. For at sindet kan udtrykke sig selv, skal kroppen være sund. Derfor afhænger realiseringen af ens sande potentiale af en sund krop.
Hvis et menneske blev sygt, blev det antaget i Sankhya-filosofien, at det skyldtes ubalancer i både kroppen og sindet.
Når kroppen blev påvirket af ubalancer i de tre gunas (Sattva, Rajas og Tamas) eller af andre materielle faktorer, kunne det føre til forskellige sygdomme og lidelser.
Sygdomme opstod ofte som et resultat af ubalancer i gunas, de tre grundlæggende kvaliteter af natur. For eksempel kan en overvægt af Tamas, der repræsenterer inerti, føre til træthed og svaghed, mens en overvægt af Rajas, der repræsenterer aktivitet, kan føre til rastløshed og stress. En overvægt af Sattva kunne føre til manglende interesse i det materille liv, hvor praktiske pligter og ansvar blev forsømt En balance af gunas blev anset for at være afgørende for at opnå sundhed.
Vigtigt at bemærke er det, at en person kan være disponeret for en guna mere end en anden. Det var derfor vigtigt at finde ud af hvilket temperament personen havde, så det kunne medregnes i behandlingen.
I græsk filosofi ville medicinske eksperter betragte kroppen som sammensat af fire "humors". De fire humors i Hippokratisk medicin er sort galde (melaina chole), gul galde (xanthe chole), slim (phlegma) og blod (haima). Disse fire humors var ansvarlige for den generelle sundhed hos en person, og balancen (eucrasia) mellem de fire var essentiel for at bevare sundheden. De troede også, at de var forbundet med patientens adfærdsmønster og at korruption i systemet kunne resultere i en korruption af personligheden.
De gamle grækere betegnede temperament som en persons psykologiske dispositioner og modtagelighed for sygdomme samt adfærdsmæssige og følelsesmæssige tilbøjeligheder.
Det oldgræske syn på sundhed og psykologi dominerede Vestens sundhedssyn hele vejen frem til det 19. århundrede. I moderne tider er mange af disse metoder og ideer blevet afvist på grund af udviklingen inden for videnskabelige opdagelser. Men vi må erkende, at disse traditioner har overlevet i tusinder af år, og kan på baggrund af dette antage, at noget må have virket. Inden for disse traditioner kan der præsenteres 4 ligheder blandt dem på trods af åbenlyse og overfladiske forskelle:
§ Anerkendelse af sundhed som resultatet af en balance af stoffer
§ Mennesket forstås som en helhed opbygget af dele, der er integreret med hinanden på en grundlæggende måde
§ Vægtning af forebyggelse som målet med medicinsk viden
§ Anerkendelse af kroppens evne til selvhelbredelse, hvilket behandlinger sigter mod at styrke og forbedre
Vestlig medicin har fokuseret på molekylærbiologi, og vi har dedikeret de fleste af vores ressourcer til specialiteter som dermatologi, diagnostisk radiologi, strålebehandling og så videre.
Inden for disse specialiteter opstår underfag som dermatopatologi, endovaskulær kirurgisk neuroradiologi, smertemedicin osv. Selvfølgelig er det fascinerende at se, hvor langt biomedicinsk videnskab er kommet, men samtidig lider flere og flere mennesker af kroniske sygdomme, autoimmune sygdomme, hjertesygdomme og psykiske lidelser. Disse er alle relateret til stress og livsstil.
Nogle af disse sygdomme kan være forårsaget af genetiske faktorer, men som vi vil se, betyder gener ikke så meget, som vi nogle gange gerne vil tro. I moderne medicin diskuteres årsagerne ofte ikke i forbindelse med disse sygdomme.
Eksempel: Person A har en stabil indtægt og arbejder som IT-ingeniør i en respekteret virksomhed. Han har to børn og nyder at svømme i weekenderne. Imidlertid tager han ofte for mange opgaver på arbejdet. Hjemme prøver han konstant at være der for sine børn, samtidig med, at han forsøger at redde sit ægteskab med en let deprimeret hustru.
En dag begynder han at føle smerte i skulderen, men han ignorer smerten og satser på, at den går væk af sig selv. Men som dagene og månederne går, breder smerten sig til hans ryg. Inden længe har han problemer med at udføre hverdagsopgaver, og til sidst bliver han diagnosticeret med rheumatoid arthritis (slidgigt).
Han stoppede ikke op, da hans krop begyndte at sende ham signaler. Måske fordi han var alt for optaget af at leve op til forventningerne fra mennesker omkring ham? I sidste ende måtte hans krop sige stop for ham.
Person B er en kvinde, der altid tog sig af sine 2 yngre søskende i barndommen. Hun kom fra en dybt kristen familie, og når gæster kom på besøg, blev hun instrueret i at smile og være høflig uanset hvad. Hun kendte konsekvenserne, hvis hun undlod at ”opføre sig ordentligt”. Hun og hendes søskende ville blive udsat for følelsesmæssig mishandling og skældud, hvis de viste tegn på vrede eller tristhed. Da hun var den ældste, var det hende, der trøstede sine søskende, når de havde brug for at give slip på følelserne. 30 år senere er hun i et forhold med en følelsesmæssigt drænende mand, der aldrig voksede fra sin "drengepsykologi”. På et tidspunkt begyndte hun at opleve kraftige skuldersmerter som senere bredte sig til andre dele af kroppen. Kort tid efter blev hun diagnosticeret med rheumatoid arthritis (gigt) Hun lærte aldrig at tage sig af sine egne følelser, hvilket skabte ubearbejdet stress, der fik hendes krop til at sige nej for hende.
Fællesnævneren i de to førnævnte eksempler er stress. Den ældgamle visdom ville kalde det "oplevelser, der forårsagede en ubalance i udtrykket af livskraft (eller qi eller eukrasi)". Moderne videnskab ville sige "en dysregulering af homeostatisk balance, der styrer nervesystemet og immunsystemet". Moderne videnskab kan bekræfte de grundlæggende ideer i den gamle medicinske visdom. Imidlertid har vestlig medicin mistet den integrerede tilgang og blindet sig selv i jagten på specialisering.
Disse to mennesker levede helt forskellige liv, havde forskellige stressfaktorer, men opnåede det samme resultat; begge blev syge med arthritis, selvom de levede "sunde" liv. Dette er et fænomen, hvor flere faktorer kan føre til samme resultat, hvilket typisk er tilfældet, når det kommer til autoimmune sygdomme og psykiske lidelser. Og derfor er der ingen magisk pille eller one-size-fits-all-løsning, når det kommer til rehabilitering.
Som Aldous Huxley skriver i Island: "Det, der har mange årsager, kan ikke kun have en enkelt kur".
Den anden grund til, at den biomedicinske tilgang overser årsagerne, skyldes at lignende symptomer og påvirkninger kan føre til forskellige udfald/sygdomme. Lad os sige, at person A og B havde de samme stressfaktorer i deres liv, men den ene blev diagnosticeret med kræft, og den anden fik arthritis. Hvordan kan vi være sikre på, at der er et mønster?
På grund af individuelle forskelle reagerer folks systemer forskelligt på stress. Du kender måske nogen, der får nakkesmerter, hvis de er stressede i længere perioder. Måske oplever du selv hoste eller lider af migræne i stressende tider. Pointen er, at det, der stresser os, varierer fra person til person, og hvordan vores systemer reagerer på stress, er også i høj grad afhængige af individuelle forskelle, både fysiologisk og psykologisk. Når vi taler om individuelle forskelle, henviser vi til forskellige tidligere erfaringer, traumer og genetisk opbygning mellem individer.
Det kan være svært at finde en sammenhæng mellem krop og sind interaktionen gennem den videnskabelige metode. For at kvantificere og sammenligne disse forskelle er det nødvendigt at samle et stort antal forsøgspersoner og indsamle data i mange år, finde ud af, hvilke stressfaktorer de reagerer på, og hvordan deres kroppe reagerer på disse stressfaktorer, før man konkluderer, at stress fører til forskellige sygdomme. Hvis vi skal forholde os til den hypothetisk-deduktive model (den videnskabelige metode) - det vil sige processen med at komme med en hypotese, indsamle data og derefter konkludere ud fra disse data - må vi erkende, at det vil være ekstremt svært at finde pålidelige mønstre.
Derfor er der en kompleksitet i disse spørgsmål, der gør dem svære at kvantificere, og da kvantitative empiriske undersøgelser er guldstandarden inden for vestlig medicin, har vi en tendens til at overse det, der ikke kan kvantificeres lige så let. Især hvis konklusionen kunne antyde, at livsstilsvalg og ikke-invasive behandlinger ville være lige så gode eller bedre end de mere profitable farmaceutiske behandlinger. Dog er der i de seneste 20 år blevet kastet mere lys over de komplekse forbindelser mellem stress og sygdom, og det viser sig, at objektive målinger er mulige. Faktisk kan studier af forbindelsen mellem hjernen og kroppen spores tilbage til så tidligt som 1926.
Robert Ader, en psykolog, der studerede sammenhængen mellem hjernen og immunsystemet, gjorde en interessant opdagelse. Han udførte forsøg, der undersøgte madaversion hos rotter. Her blev en neutral substans (saccharin) kombineret med immuno-suppressive kemikalier (stoffer der nedsætter rotternes immunforsvar). Rotterne blev nu fodret med kombinationen af disse stoffer. De lærte hurtigt at undgå saccharin kombineret med de giftige stoffer, fordi de blev syge. Da de efterfølgende blev fodret med saccharin alene, døde de. Selvom det ikke indeholdt det giftige stof. Rotterne døde af at spise noget, de troede var et giftigt kemikalie. Ader samarbejdede med immunologen Nicholas Cohen i 1974, og sammen viste de, at psykologisk betingning kan påvirke immunresponsen. Dette har ført til fremkomsten af feltet psykoneuroimmunologi (PNI), som nu vinder momentum. Lad os begynde med at præsentere nogle interessante fund.
Stressfulde eksamensperioder resulterer normalt i en nedgang i antallet af immunforsvarsceller og i niveauerne af cytokiner (Glaser et al., 1986).
En undersøgelse viste, at japanske indfødte, der migrerede til USA, har 2,5 gange større risiko for at blive diagnosticeret med prostatakræft end de indfødte, der blev i Japan. Alligevel blev der, ved obduktioner af mænd uden den kliniske sygdom, fundet tilsvarende satser af inaktive ondartede kræftceller, uanset geografien (Roger et al., 2001). Sygdommen udviklede sig dermed ikke hos de mænd, der blev i Japan og undgik de stresspåvirkninger ved migrationen.
85% af 32 patienter med multipel sklerose oplevede fremkomsten af symptomer og blev efterfølgende diagnosticeret efter nyligt meget stressende begivenheder.
I en meta-analyse af 293 uafhængige studier, der blev rapporteret i peer-reviewed videnskabelige tidsskrifter mellem 1960 og 2001, hvor 18.941 deltog, blev det bekræftet, at stress ændrer immunforsvaret (Segerstrom & Miller, 2004).
Astmatikere, der blev udsat for en harmløs substans, som de troede, de var allergiske over for, udviklede en alvorlig anfald (Eisdorfer, 1982).
Forskere på State University of New York på Stony Brooks medicinske skole fandt ud af, at mænd med højt stressniveau og mangel på tilfredsstillende relationer med venner og familie havde højere niveauer af Prostate-Specific Antigen (PSA) i deres blod, en markør for øget risiko for at udvikle prostatakræft. Baseret på resultaterne var risikoen for at have en unormal PSA tre gange højere for mænd med høje stressniveauer (Stone AA et al., 199).
En undersøgelse af Song et al. (2018) fandt, at individer diagnosticeret med en stress-relateret lidelse havde større tendens til at udvikle en autoimmun sygdom mindst et år senere. De analyserede 100.000 mennesker, der var blevet diagnosticeret med stress-relaterede lidelser, og sammenlignede tendensen til at udvikle autoimmun sygdom. De fandt, at personer diagnosticeret med stress-relaterede lidelser:
Var mere tilbøjelige til at blive diagnosticeret med en autoimmun sygdom (omkring ni per 1.000 patient-år for dem med stress-relaterede lidelser, men kun omkring seks per 1.000 patient-år for dem uden stress-relaterede lidelser).
Var mere tilbøjelige til at udvikle flere autoimmune sygdomme.
Havde en højere forekomstrate af autoimmun sygdom, hvis de var yngre.
Ifølge National Academy of Sciences, Engineering, Medicine, 2020, har social isolation eller ensomhed forskellige sundhedsmæssige påvirkninger:
Social isolation øger signifikant risikoen for tidlig død af alle årsager, en risiko, der kan konkurrere med rygning, fedme og fysisk inaktivitet.
Social isolation var forbundet med omkring 50% øget risiko for demens.
Dårlige sociale relationer (karakteriseret ved social isolation eller ensomhed) var forbundet med en 29% øget risiko for hjertesygdomme og en 32% øget risiko for slagtilfælde.
Ensomhed var forbundet med højere satser af depression, angst og selvmord.
Ensomhed blandt hjertesvigtspatienter var forbundet med næsten 4 gange øget risiko for død, 68% øget risiko for indlæggelse og 57% øget risiko for besøg på akutafdelingen.
Hvad er psykoneuroimmunologi?
Psychoneuroimmunology (PNI) er en integreret tilgang, der ser den menneskelige krop som et system af sammenkoblede (og indbyrdes afhængige) dele, der alle arbejder sammen for at bevare sundheden. Første del af ordet er "psyko", og det henviser til de psykologiske processer af tanker og følelser.
Derefter ser vi på, hvordan vores tanker og følelser bliver udtrykt i vores nervesystem, og endelig ser vi, hvordan nervesystemet påvirker immunsystemet og omvendt. I virkeligheden ville en mere passende term være "psychoneuroendocrinology", da det hormonale system (endokrine system) også spiller en vigtig rolle.
Først vil vi forklare, hvordan de fire systemer - hjernen, nervesystemet, immunorganer og endokrine kirtler - interagerer. Derefter vil vi dække den primære initiativtager til disse systemer, HPA-aksen.
De primære funktioner af PNI-systemet er at sikre overlevelse, udvikling og reproduktion af organismer. Det tjener til at identificere trusler indefra eller udefra og reagerer med adfærd og biokemiske ændringer, der sikrer overlevelse eller maksimerer sikkerheden med minimal omkostning. Med andre ord holder PNI homeostatisk balance (se artikel om stress) under kontrol.
De primære immunorganer er knoglemarven og thymus-kirtlen. Det er nu blevet opdaget, at disse immunorganer er forbundet med nervesystemet gennem nervefibre. Når immunforsvarsceller modnes i de primære organer, rejser de til de sekundære lymfeorganer, herunder milten og lymfeknuderne. Fibre fra det centrale nervesystem forsyner primære og sekundære lymfeorganer. Derfor kan hjernen (CNS) kommunikere direkte med immunsystemet.
Desuden er de hormonproducerende endokrine kirtler også direkte forbundet med CNS. Det betyder, at hjernen kan "tale" direkte til skjoldbruskkirtlen og binyrerne eller testiklerne og æggestokkene og andre organer.
Hormoner fra endokrine kirtler og stoffer produceret af immunforsvarsceller (cytokiner) påvirker hjernens aktivitet.
Cytokiner binder sig til receptorer i hjernen, hvilket påvirker adfærd. Denne adfærd kaldes ofte "sygdomsadfærd", som er resultatet af immunstoffer i hjernen.
Som et eksempel kan cytokiner, udskilt af immunforsvarsceller, inducere tilstande, der får os til at ønske at blive hjemme fra arbejde, feber, trang til at sove og endda depressive symptomer såsom tab af appetit, social tilbagetrækning og manglende evne til at føle glæde ved aktiviteter, der plejede at være fornøjelige. Dette er ikke en "dårlig" mekanisme, selvom det kan få dig til at føle dig dårlig. Det er en evolutionær tilpasning, der fortæller dig, at din krop har brug for hvile. Måske er din krop stresset på grund af for meget arbejde eller fordi du kan være inficeret af patogener.
Denne "tvungne" hvile eller tilbagetrækning bevirker, at dine systemer sparer energi og vokser. Men overproduktion af disse stoffer, der er induceret af at ignorere behovet for hvile, kan føre til langsigtede sundhedsrisici.
Lymfocytter og hvide blodlegemer kan producere næsten alle de hormoner og stoffer, der produceres i hjernen. Selv endorfiner, der påvirker humøret, kan produceres af lymfocytter. Desuden har disse immunforsvarsceller receptorer for hormoner og molekyler, der stammer fra hjernen.
Denne sammenkobling mellem kroppens systemer faciliteres gennem hormoner. Disse hormoner kan nedbrydes til aminosyrer (byggestenene af proteiner). De er ikke begrænset til en bestemt del af kroppen, fordi de kan binde sig til millioner af receptorer på hver eneste celle. Vi kunne kalde dem "informationssubstanser".
Nervesystemet, det endokrine system og immunsystemet er alle forbundet gennem nervefibre, der allesammen fører til CNS (centralnervesystemet). Dette indebærer for eksempel, at hjernen (CNS) direkte kommunikerer med immunorganer. Vores tanker, opfattelser og følelser kan derfor påvirke vores immunsystem, hvilket kan kompromittere vores forsvar mod smitsomme patogener/giftstoffer. Eller endda forstyrre immunsystemet og forårsage autoimmune sygdomme. Dette går begge veje, immunforsvarsceller producerer cytokiner, der fortæller immunforsvarscellerne, hvor de skal angribe, men da de binder sig til receptorer i hjernen, kan de fremme "sygdomsadfærd" (depressiv eller ængstelig adfærd) Hvis der er en overproduktion, kan det føre til neurodegenerative sygdomme, depression og andre sygdomme.
Det vigtigste at tage med her er at erkende, at fysisk sundhed og psykisk velvære er afhængige af hinanden. Gamle filosofier og religioner har talt om disse forbindelser, men manglede den videnskabelige viden til at bakke det op. Med den stigende interesse for integrativ medicin og psykoneuroimmunologi begynder vi at indhente det, der allerede er blevet sagt.
Dette vil hjælpe os med at leve bedre og sundere liv.
Men hvordan igangsættes disse processer? Lad os se nærmere på nøglefacilitatoren i PNI-systemet. PNI-systemet reguleres af vores stressrespons-system, kaldet HPA-aksen. Gå til den næste artikel for at lære mere om, hvordan vores sundhed er afhængig af denne nøglestruktur.