Vi kender alle oplevelsen af at stå i et dilemma. Ofte føler vi, at en del af os vil én ting, mens en anden del vil noget andet. Hverdagseksempler kan være: "En del af mig ønsker at deltage i sommerfesten på skolen eller arbejdspladsen, men en anden del af mig har bare lyst til at lægge sig under dynen, bestille Wolt og undgå al kontakt med omverdenen."
Lignende eksempler kan også opstå i præstationssituationer: "Jeg ønsker at vise mig fra min bedste side, men hver gang jeg forsøger at præstere, oplever jeg spænding og angst, der kommer til udtryk i forvirring, at jeg lukker ned eller som fysiske symptomer såsom svedige håndflader, øget puls og hyperventilation." Præstation handler ikke kun om vores professionelle liv, men også om, hvordan vi møder op for os selv og vores nære relationer. At opleve modstridende tanker og følelser er en naturlig del af livet, men når denne spænding bliver for stor, kan det afholde os for at kunne agere med frihed og autencitet i verden.
For at kunne leve rolige, balancerede og meningsfulde liv, kræver det, at vi har forståelse og medfølelse for, hvorfor vi handler, tænker og føler, som vi gør. I stedet for at se vores indre konflikter som problemer, kan vi lære at forstå dem som forskellige dele af os selv, der forsøger at hjælpe os på hver deres måde. Når vi skaber mening og forståelse mellem disse tilsyneladende modsatrettede ønsker og reaktioner, kan vi opnå større indre harmoni.
Internal Family Systems (IFS) er en terapeutisk tilgang, der anerkender sindets kompleksitet og hjælper os med at opnå en dybere forbindelse til vores indre verden. IFS bygger på idéen om, at vi alle rummer forskellige dele, som har unikke roller og intentioner. Nogle dele beskytter os mod smertefulde oplevelser, mens andre bærer på svære følelser som frygt eller skam. Når disse dele kommer i konflikt, kan det føre til angst, meningskriser, relationsproblemer og depression.
Hvis vi oplever noget, der truer vores indre system, vil vores psyke dissociere (fraspalte) den sårede del og forvise den, fordi smerten er uudholdelig. De sårede dele kalder vi "de forviste dele". For at undgå, at den kommer op igen, skaber vi beskyttere i vores indre system. Beskyttere kan tage form som indre kritikere eller pleasere, der sikrer, at en lignende situation ikke opstår igen. Beskytterne kan også forsøge at distrahere os fra smerten gennem afhængighed og eskapisme.
Her ser vi psykologiske symptomer som meningsfulde reaktioner, der forsøger at beskytte dig mod yderligere smerte og tab. Formålet er at udvise accept og forståelse for beskytterne, så vi kan få adgang til de sårede dele og dermed lindre den psykiske smerte, de bærer på. Således kan du lære dig selv at kende og opdage den person, du i virkeligheden er.
Gennem IFS kan du lære at møde dine indre dele med forståelse og medfølelse, så du kan tage lederskab over dit eget sind. Når vi bliver forenede med alle vores dele, skabes der en følelse af indre helhed og balance. Dette giver os ikke blot større indre ro og klarhed, men kan også have en positiv indvirkning på vores ydre liv og relationer. Når vi bliver mere bevidste om vores indre dynamikker, bliver vi bedre til at træffe valg, der er i overensstemmelse med vores sande selv.
IFS er en metode til dyb selvudvikling, der hjælper med at forløse fastlåste mønstre og skabe varig forandring. Uanset om du kæmper med angst, følelsesmæssig uro, udfordringer i dine relationer eller en oplevelse af meningsløshed, kan IFS give dig redskaberne til at forstå og forvandle din indre verden – så du kan tage indre lederskab og leve et mere autentisk og balanceret liv.
Hvis det lyder meningsfuldt for dig, skal du ikke tøve med at tage kontakt her.