Unge og mistrivsel

Torsdag d. 15. december 2022, kl. 20.17

Johannes Bentzon, stud.psyk., tidl. ansat på akutpsykiatrisk psykoseenhed, Ullevål Sygehus, Oslo

Psykiatrien er herhjemme og i de fleste vestlige lande i lige så stor krise som de unges mentale helbred. Der er ikke tilstrækkelig hjælp, og den hjælp, der kan ydes, er ikke tilstrækkelig. De seneste alarmerende undersøgelser af unges mentale helbred viser i min optik, at det må være på tide at tænke nyt og helhedsorienteret i forhold til, hvordan vi håndterer psykisk »sygdom«.

Ifølge den svenske psykiater Johan Cullberg findes der ikke tilstrækkeligt neurobiologisk belæg for at kalde kritiske mentale tilstande for sygdomme. Undtaget enkelte »organiske« psykoser som er forårsaget primært af biologiske faktorer. Imidlertid er langt størstedelen af mentale lidelser reaktive. Cullberg betegner dem som krisetilstande.

Cullberg hævder, at det kan være direkte skadeligt at sygeliggøre livskriser på grund af den bagatellisering og medikalisering, der følger, og som ofte kun nedtoner symptomerne. I stedet for at behandle årsagen behandler man symptomerne. Hvorfor er der mon så mange tilbagefald i psykiatrien?

Hvad er der sket for dig?

Indenfor psykologien er en ny tilgang vokset frem, som psykolog og debattør Jonas Ditlevsen kalder den kontekst-baserede model. Den tager udgangspunkt i, at den lidendes tilstand opstår i og som en reaktion på relationer og livsbegivenheder. Man spørger ikke: »Hvad er der galt med dig?« Men: »Hvad er der sket for dig?«.

Et godt bud på et perspektiv, der behandler årsager og ikke symptomer.

Desværre er det en stor opgave at vende udviklingen, fordi der ikke forskes ud fra dette perspektiv. Tendensen i årtier har været, at de, der finansierer forskningen, vil se profit i form af et produkt (psykofarmaka).

At træne folk i åben dialog, yoga, hypnose, mindfulness og tilmed psykedelisk-assisteret terapi er mindre profitabelt. Vi tøver ikke, når lægen anbefaler kemiske medikamenter, men vi reagerer voldsomt imod naturlige midler. Det er et ældgammelt problem, og det er jo helt skørt, at man ikke har gjort mere allerede.

Samtidig har medicin selvfølgelig også en plads i visse behandlinger. Gennem min tid i psykiatrien så jeg med mine egne øjne, hvordan nogle mennesker er så langt ude i krisen, at de må behandles farmakologisk. Det ene behøver ikke at udelukke den andet. Som Huxley skrev: »What has many causes can not only have one cure«.

Men hvad er årsagen til, at unges psykiske sundhed er blevet et så stort problem?

Ifølge klinisk psykolog og lektor på AU Carsten René Jørgensen har vi overvurderet vores evner til at kunne og skulle alt, fordi vi er frie og selvstændige. Men samtidig har vi undervurderet vores behov for moral, værdier, selvrefleksion og nære relationer.

Vores referencesystem (jeg-identitet) er ikke stærk nok til at stå imod en så omskiftelig og dynamisk verden. De sociale medier er i høj grad en medvirkende faktor i denne nye virkelighed.

Vi har simpelthen negligeret en ekstremt vigtig del af menneskets behov. Jeg-identitetens bagvedliggende behov for struktur og stabilitet, ikke mindst i relationer og fællesskab. Dette fungerer ikke godt med, at vi alle skal udleve den »amerikanske drøm« (performance kultur). Og ovenikøbet at vi nu kan sammenligne os med hinanden i uset omfang via de sociale medier, herunder med de dygtigste og smukkeste i verden og ikke blot den lille stamme på 50-100 mennesker, som vores stenalderhjerne og nervesystem er bygget til.

Det evolutionære mismatch

Faktisk har samfundet accelereret så hurtigt i forhold til vores kroppe og sind, at flere forskere har foreslået teorien om det evolutionære mismatch. Altså at samfundet er indrettet på en sådan vis, at de tilpasninger, der i tidligere tider var adaptive, nu er maladaptive. Eksempelvis ved man, at SoMe-platformene har adfærdsspecialister ansat til at finde på metoder, der kan fastholde menneskers opmærksomhed. Se for eksempel Netflix-dokumentaren »The Social Dilemma«. Platformene appellerer til menneskets naturlige behov for tilhørighed og fællesskab.

I tidligere tider var det et spørgsmål om liv og død, hvis man ikke var opdateret på de sociale dynamikker, for kendte man ikke sin plads i det sociale hierarki, var der risiko for udstødelse. Dette evolutionære modul for social tilhørighed er det, der gør, at vi ikke kan lægge mobilen fra os, når vi sidder på TikTok eller Instagram.

Dette rammer specielt unge, fordi unge er mest optaget af to ting; sig selv og andre unge. Når man gennem hjernescanninger har undersøgt, hvad der har den stærkeste påvirkning på teenageres hjerne, er det, ikke overraskende, et andet ungt menneske.

De sociale medier fungerer dermed som den perfekte hormonelle motivations- og belønningscocktail, der lokker med informationen om det sociale hierarki, som vi alle er en del af. Problemet er, at vores nervesystemer ikke kan håndtere det. Vi skal ikke bare forholde os til det lille antal mennesker som vores forfædre gjorde – men til hele verden. Denne form for stimuli er også blevet kaldt supernormal stimuli, hvilket er stimuli, der appellerer til vores evolutionære impulser.

Problemet med supernormal stimuli er, at den får almindelig stimuli (samtale med naboen, smilet fra en sød en person eller kreativ udfoldelse) til at føles ligegyldigt, og vi vælger dermed den supernormale stimuli over den almindelige på trods af, at den reelle værdi er lavere.

Supernormal stimuli er overalt, vi ser det på de sociale medier, på fastfood restauranter, gaming, og desværre også i pornografien. Vi kan godt se bort fra supernormal stimuli, men det kræver kognitiv kapacitet. Vi unge vokser i dag op i en verden, hvor det, der føles godt, skader os.

Her lægges kravet om perfektion oveni kravet om præstation og udløser massiv utilstrækkelighedsfølelse. Sandheden er, at vi er overstimulerede. Som en »global coping-mekanisme« til dette ser vi hypersensitivitet (angst, depression, neurose, selvskade), krænkelseskultur og visse dele af identitetspolitikken. Dette, mener jeg, er roden til den øgede mistrivsel (ikke sygdom) specielt hos unge. Det er konteksten.

Vi overvurderer vores evner til at kunne og skulle alt, og undervurderer behovet for at opbygge et stabilt referencesystem (jeg-identitet). Vi kan godt leve i en dynamisk verden, men det kræver det stabile referencesystem, da det er fundamentet for modstandsdygtighed.

Johannes Bentzon er 24 år, stud.psyk. og tidl. ansat på akutpsykiatrisk psykoseenhed på Ullevål Sygehus i Oslo